Naturpleje

Den til enhver tid siddende bestyrelses naturplejetiltag tager udgangspunkt i vores “Grønne Vision” og vores Naturplejeplan.

Siden 2012 har alle igangsatte naturplejetiltag været koordineret og samordnet med det ene klare overordnede mål at forskønne Fredensborg Søpark i en sådan udstrækning, at det ville få mærkbar betydning for områdets udseende og kvaliteter og dermed for grundejerforeningens medlemmer.

Den Grønne Vision har med andre ord sikret, at alle – større eller mindre – naturplejetiltag konstant er blevet prioriteret, samordnet og koordineret med hinanden – og med det overordnede mål.

I hverdagen bemærkes det antagelig ikke så meget med de mange aktiviteter. Men – bag facaden er der travlhed. Bestyrelsen mødes ofte for at planlægge og forberede de mange aktiviteter. Det gælder både naturpleje, administration af fårefolden, forhandlinger med leverandører, beboerrelaterede aktiviteter og tilsyn med skovmandsarbejdet. Stille og roligt bevæger den Grønne Visions arbejde sig fremad med en rigtig god sammenhængende kraft.

I dag fremstår Søparken smuk, idyllisk og tilstrækkende på mennesker og dyr. Vi nyder den lidt landlige tilværelse med ro, fred og uspoleret natur – kun ca. 45 minutter fra hovedstadsområdet. Vi lever trygt med vores natur, fordi vi ved, at den er godt beskyttet af diverse fredningsbestemmelser og restriktiv og omfattende lokalplan, der sikrer os alle her og nu – og for fremtiden – for kommende generationer af grundejerfamilier.

Det er godt for os som bor her! Og det er godt for vores individuelle investeringer i boliger i dejlige Fredensborg Søpark.